Valg 2009
Regionsrådsvalg:
Her er vores valgprogram i Dansk Folkeparti til Region Midtjylland:
Det handler om din tryghed
En region i balance
I Dansk Folkeparti vil vi ikke tillade, at vores region skævvrides. Derfor vil vi i regionsrådet kæmpe for, at alle bliver hørt. Alle borgere har ret til den samme høje kvalitet i deres sundhedsydelser. Derfor vil vi arbejde for, at alle dele af Regionen fra Thyborøn til Grenå og fra Hedensted til Glyngøre vil blive hørt i debatten om fremtidens sundhedsvæsen. Det er imidlertid Dansk Folkeparti magtpåliggende, at alle patienter får den bedst mulige behandling.
Akutbehandling i Vestjylland
I Dansk Folkeparti er det vores klare holdning, at afstand dræber. Derfor vil vi kæmpe benhårdt for en ordning, der sikrer, at der fortsat er to akutmodtagelser i Vestjylland - én i Herning og én i Holstebro. Vi er selvfølgelig ikke imod, at der udvides og investeres i de vestjyske sygehuse, men det skal ske på en måde, så der bevares to akutte tilbud.
Hurtig hjælp – når du har brug for det
Mange borgere får længere til deres akutmodtagelse. Derfor bliver det ekstra vigtigt, at hjælpen når hurtigt frem – hvis uheldet er ude. Derfor vil vi i Dansk Folkeparti kæmpe utroligt hårdt for, at alle områder får en god ambulancedækning og arbejde for, at der særligt i yderområderne kommer kompetent hjælp frem hurtigst muligt.
Tryghed og plads til de intensive patienter
I Dansk Folkeparti kan vi ikke leve med, at der ikke er pladser nok til intensive patienter. Patienter på de intensive afdelinger er udsatte og har brug for tryghed og ro omkring deres sygdom og bedring. Det er uacceptabelt, når patienter flyttes rundt med fare for liv og helbred på grund af noget så banalt som pladsmangel. Der skal være kapacitet nok til at intensivpatienter – også i tider med stor belastning – kan få en tidssvarende og professionel pleje.
Hurtig udredning og behandling til psykisk syge
I Dansk Folkeparti vil vi kæmpe hårdt for, at behandlingsgarantierne på udredning og behandling indenfor psykiatrien implementeres og overholdes, det er helt uacceptabelt særligt når børn, kan komme til at vente måneder og år på at få en psykiatrisk udredning. Det er en mærkesag for os, at dette område nu bringes i orden – ingen bliver rask af at stå på ventelister.
Hospice – alle har ret til en værdig afslutning på livet
I Dansk Folkeparti var vi blandt de første til at satse aktivt på hospicetanken og vi var stærkt medvirkende til oprettelsen af de første hospicer. Senere har det vist sig, at det var en stor succes, den døende får mulighed for en værdig afsked og familien får hjælp og opbakning i en svær situation. Derfor arbejder vi i Dansk Folkeparti målrettet for, at ingen skal vente på en hospiceplads. Samtidigt vil vi sikre, at hospicerne beholder deres selvstændighed.
En kollektiv trafik, der hænger sammen
Den kollektive trafik er til for brugerne og ikke omvendt. Derfor vil Dansk Folkeparti styrke samarbejdet mellem region og kommuner, så vi får en sammenhængende kollektiv trafik. Særligt finder vi det vigtigt, at der også i tyndtbefolkede områder er en god dækning – så studerende, pensionister og pendlere nemt kan komme fra deres hjem og til deres hovedbyer.
Psykisk syg – nær og uformel hjælp, når du har brug for det
I Dansk Folkeparti mener vi, at nedlæggelsen af de psykiatrisk døgnhuse blev foretaget for hastigt og var for styret af økonomiske overvejelser. Husene var en unik hjælp for mange borgere med psykisk sygdom og deres pårørende – derfor vil Dansk Folkeparti arbejde for, at en lignende model kan opstå på regionalt plan.
Bedre hjælp til borgere med angst eller depression
I Dansk Folkeparti vil vi presse på for, at personer med angstlidelser eller middel/svær depression kan få bedre hjælp og opbagning fra sundhedsvæsenet. Derfor skal det tilskud på 25 %, der i dag gives til folk, der modtager psykologhjælp for at håndterer en depression udvides til også at dække folk med angstlidelser og gerne forhøjes til en højere procentsats.






